Jeg har sendt min præsentation 2 gange til webmaster uden at den er kommer på hjemmesiden. Nu poster jeg den her i stedet:
Jeg har været med før, og efter de seneste par år med RO, så er jeg villig til igen at yde en indsats for EDR.
Min vision for EDR er, at
• EDR bliver den forening, der samler alle danske radiointeresserede, hvilket også fremgår af formålsparagraffen
• EDR kommer ind i år 2022 (2023) med mere do-it-yourself med fx hjemmeside, leje/lån af radiorum på EDR HQ, kontingentbetaling, ændring af egne stamdata og meget mere.
• EDR i samarbejde med søsterorganisationerne i Europa og Region 1 arbejder for at vi kan beholde vores frekvenser og andre fordele for radioamatører.
• EDR bliver mere synlig på diverse loppemarkeder, special events o.l. rundt om i landet. Vi skal vise vores ansigt udadtil, så Danmarks borgere ved, at vi stadig eksistere.
• vi bruger EDRs hus (vores hus) til mange flere aktiviteter end i dag.
Andre kandidater har nævnt flere gode visioner, som jeg støtter op om.
Min interesse for hobbyen startede omkring 1980, hvor flere af kammeraterne i ”gården” havde fået Walkie-Talkie. Sådan en fik jeg i 1981 (18 år gammel), og blev slæbt med til den lokale Walkie-Talkie klub. Her blev der etableret et D-licens kursus (som det hed dengang), og jeg fik licens som OZ1JSH i 1983. Et par år derefter fik jeg en 60-tegns morseprøve, og så var B-licensen hjemme. Jeg blev dog først for alvor aktiv i 1991 i lokalafdelingen i Ballerup, hvor jeg stadig er medlem.
Jeg har tidligere kørt en masse contester, men i dag jagter jeg mere nye båndlande på HF og 6 meter, og det er på alle 3 modes. Derudover tager jeg gerne på diverse DX-peditioner og udenlandske hamventions i det omfang arbejdet tillader det. Via mit arbejde støder jeg tit på data, der skal genbruges. Det har jeg overført til amatørradio, så mest muligt sker via computeren, og med så lidt manuelt arbejde som muligt.
Jeg har udarbejdet danske manualer til diverse softwareprogrammer for radioamatører siden 2012, hvor jeg startede med Logbook of The World. Der udvikles stadig på disse manualer til gavn for danske radioamatører.
Jeg starter efter sommerferien et par online kurser/foredrag. Tilslutningen har underligt nok ikke været den store, så interesserede kan stadig tilmelde sig på https://oz0j.dk/kursus/
For EDR er jeg i dag begivenhedsredaktør og opdaterer EDRs kalender på https://www.edr.dk/kalender-full/ i det omfang, jeg får informationerne tilsendt. Og jeg er foredragsmanager for EDR, og jeg kan kun anbefale, at man som lokalafdeling og medlem besøger https://www.edr.dk/elementor-27156/ og får aftalt og booket et foredrag for at få mere aktivitet i lokalafdelingen.
I det civile liv har jeg arbejdet med regnskab siden 1983, og jeg hjælper gerne EDR med at få et nyt regnskabsprogram til at fungere. Jeg er single og bor i Brandelev tæt på Bob-Bon Land og Skovtårnet (begge øst for Næstved).
Vy 73 de OZ0J, Jørgen