Silent Key OZ5RB, Hans Elfelt Bonnesen
Hans OZ5RB sov stille ind omgivet af sine nærmeste om morgenen d. 18. december 2024 efter en kort indlæggelse på Herlev Hospital; han blev 92 år.
Hans blev født i København d. 24. marts 1932 og voksede op i Lyngby. Senere (fra 1946) flyttede familien til Nibe. Hans blev student fra Aalborg Katedralskole i 1952, hvorefter han aftjente 2 års værnepligt ved Flyvevåbnet. 1954-1957 var han i lære og blev udlært som fotograf. Dermed faldt Hans ikke langt fra stammen, idet han er barnebarn af Kgl. Hoffotograf Peter Elfelt. Efter endt læretid tilbragte Hans sammenlagt et år (1958/59) i USA for at videreuddanne sig, bl.a. inden for reklamefotografering. Ikke længe efter hjemkomsten til Danmark blev Hans ansat i firmaet AGFA-Gevaert A/S, hvor han arbejdede i 36 år til sin pensionering i 1995.
Interessen for amatørradio fik Hans under førnævnte ophold i USA, idet han i en periode var indkvarteret hos en amerikansk radioamatør. Interessen fængede i den grad, så da Hans vendte hjem til Danmark, medbragte han flere pakker med byggesæt til amatørradioudstyr – antagelig af fabrikat Heathkit – som de følgende måneder blev færdigbygget, til dels med assistance af Hans’ forlovede Kirsten. Selvom tiden efter hjemkomsten fra USA rummede flere vigtige begivenheder: tiltræde nyt job, blive gift og stifte familie samt bygge hus i Birkerød, så blev der også tid til at tage kurser og bestå teknisk radioamatørprøve og morseprøve. Så i begyndelsen af 1960 fik Hans udstedt sin licens som OZ5RB, eller som han sagde: ”fem Radio Boston”. 5RB fik i øvrigt på et senere tidspunkt overtalt XYL Kirsten til også at erhverve licens som: OZ6GW (”seks Glas Whisky”)!
Ved det nye hus i Birkerød var der plads til opstilling af to flagstænger, hvori der blev ophængt en dobbelt Zepp-antenne; den har været 5RB’s foretrukne antenne lige siden. Senere fik han dog også opsat en 3 element beam for 20/15/10 m på huset tagryg.
5RB’s daglige radioaktivitet har mest bestået i faste ”skeds” med vennerne, bl.a. Boris, OZ3CI (SK) og Hans, OZ9DC (SK). Og efter sin pensionering har han været fast daglig deltager i Morgenringen 3646 KHz også kaldet Kulturkanalen, hvor Hans jævnligt underholdt med oplæsning af et vers fra Højskole-sangbogen; det vil vi komme til at savne.
Noget som 5RB var meget optaget af, var amatørradioens mulige anvendelse til nødradiotjeneste, som det kendes bl.a. fra Norge og USA. Senest var 5RB medinitiativtager til oprettelsen af RABOS – RadioAmatørernes BOrgerService. Af helbredsgrunde har 5RB dog ikke de seneste 5 år kunnet følge op på dette initiativ.
5RB skrev også bøger; syv bogudgivelser er det blevet til i tidens løb. De fleste handler om emner med relation til 2. verdenskrig, som 5RB jo oplevede i sin barndom. Bedst kendt i amatørkredse er bøgerne ”Radioen der forsvandt i Madum Sø” og ”Hemmelig dansk radiotjeneste under 2. Verdenskrig”. Sidst-nævnte bog har bl.a. en fyldig omtale af ”Telefonbogen”, en dansk-konstrueret og -fremstillet sender/modtager til brug i den illegale radiotrafik mellem England og de herværende agenter og modstandsfolk.
Netop ”Telefonbogen” har haft en særlig plads i 5RB’s ”radiokarriere”: I 1994/95 stod 5RB i spidsen for en projektgruppe på ca. 20 amatører, som havde sat sig for at fremstille en funktionsdygtig replika af ”Telefonbogen” til brug ved fejringen på Frihedsmuseet af 50-årsdagen for befrielsen d. 5. maj 1995. Det lykkedes faktisk at komme i luften på dagen med kaldesignalet OZ5MAY, og man opnåede bl.a. kontakt med GB2IWM, Imperial War Museum’s station på Duxford flybasen.
”Telefonbogen” og de to førnævnte bøger har givet stof til tre EDR-foredrag, som 5RB har holdt ved flere lejligheder i EDR Lokalafdelinger over hele landet.
5RB har i årenes løb ydet en stor organisatorisk indsats for danske radioamatører, både lokalt og i landsforeningen EDR:
I 1980 var han medstifter af lokalafdelingen i Birkerød og sad i bestyrelsen i afdelingens første 4 år.
I perioden 1983 – 1990 sad 5RB i EDR’s PR-udvalg hhv. varetog EDR’s Presse og Informationstjeneste. 1984-88 var han indvalgt i EDR’s hovedbestyrelse og fungerede herunder som EDR’s sekretær i 1984-85. I en periode i 1980’erne sad han i bestyrelsen for det nystiftede Radioamatørernes Forlag ApS. Senest han 5RB siddet i EDR’s Repræsentantskab fra 2022 til sin død.
Æret være OZ5RB Hans’ minde
Birkerød d. 9. januar 2025
73 de OZ9VA Arne Jensen