SAC CW 2024 – Bemærkninger

Bemærkninger fra:   OZ5W - OZ0B - XP2I - OZ7BQ - OV3X - - - - - - - - - -

OZ7BQ SOLP SAC conntest.

Hej alle,
Lidt opfølgning på SAC CW testen herfra.
Jeg oplevede ikke forholdene særligt gode, i det mindste ikke på 10 og 15M. Der var ikke meget at lave på 10M. ( I dag tirsdag er der meget mere at lave på 10M).15M var noget bedre men slet ikke, som det kan være.20M var fint til EU, men der var slet ikke de mange W/VE stationer, der plejer at kunne kontaktes.
Lørdag omkring 16 UTC var der ikke meget interessant på 20M.40M var meget produktivt sidste år men allerede søndag omkring 08 UTC var det svært at holde en pile-up igang. De sidst par timer søndag formiddag var ret kedelige, eneste positive var at der kom flere multipliers, selv i det sidste kvarter.
Måske havde jeg bare valgt en forkert antenne. Jeg benyttede en endepunksfødet inverted V med midtpunktet ca 10M oppe. Den ser OK til 80 og 40M, men er vist nærmest en cloud warmer på 20, 15 og 10M. Til gengæld kunne jeg afstemme den med min remote antennetuner. You win some, you loose some.
Jeg var igang ca 13 timer, 98 % i run mode. Fik aldrig ZL eller VK, men fik da ZD7BG på et par bånd, D4L, BY, HS og en håndfuld Ja'ere. 671 QSO i alt med mine 100W.

På genhør og god DX73Hans Jørgen, OZ7BQ.


SAC 2024 OV3X (OZ8AE) SOABLP (A)

Hej med jer

Herlig weekend med masser af aktivitet. Aldrig set så mange danske
stationer på RBN før.
Hørte kun få igennem contesten.
N1MM+ ville ikke opdatere spots i Bandmap. Der kom måske et eller 2 spots
ved båndskifte.
Rodede lidt med det og mod slutningen kom spots over, men til hvilken
nytte. De var alle nedtonet i grå, da det var Scandinaviske stationer 🙂
Fik 3 multipliers med bandmap KH6, CE2 og 4K6
Hele contesten var i RUN mode med hyppige båndskift.
Lørdag aften kom der QRN og flutter på signalerne og da jeg sluttede kl.
2400 var jeg ude og kigge efter aurora, men kun en fin måne på himlen.
Begyndte igen søndag morgen 0500 lt med den overraskelse, at efter et CQ på
80 meter med 90 watt og ZS6BKW så svarede W1MK
Ellers ikke det store mellem 0500 og 0600, så kunne godt have været på vandret en time mere 🙂

Resultatet efter knapt 16 timer i stolen:
Software : N1MM Logger+ 1.0.10462.0
Band   QSOs  Pts  DXC    Pt/Q
3,5      149   302   24      2,0
7         279   585   33      2,1
14       255   563   43      2,2
21       189   483   36      2,6
28         79   221   22      2,8
Total    951  2154 158     2,3

*Score : 340.332*

73 Jørgen OZ8AE


SAC CW - XP2I Henning from Kangerlussuaq

Hejsa
Det var en god test heroppefra. Ingen Nordlys som lukkede båndene  :o)

Jeg startede ud på 15m båndet og det kørte rigtig godt. Prøvede lidt 10m men ikke megen trafik.
Ved klokken 13z gik jeg på 20m og fik flere gode RUNs.
Derefter skiftede jeg ofte mellem de tre bånd indtil 10m døde ud omkring klokken 17z. Senere, omkring klokken 20z, døde 15m - og 40m vågnede op.
Mellem 20z og 00z skiftede jeg mellem 40m og 20m. Intet på 80m.
Klokken 00:46 "døde" jeg af kedsomhed og lagde mig for at hvile. Det blev lige til 2 timer på øjet.
03z var jeg igen i gang og skiftede rundt mellem båndene 20, 40 og 80m.  Men 80m var svær og jeg kom kun op på hele 2 (TO) QSO'er :o)
40m var igen godt men lukkede omkring klokken 07z. Derefter igen de tre høje bånd.

Du kan se mere info på  https://oz2i.dk/sh5/2024-SAC-XP2I/graphs_qs_by_hour.htm

Jeg medbragte min elskede Elecraft K3s samt Palm Radio Paddle og computer.
Antenner bestod af en HEX Beam i tårnet samt en 80/160m Inverted-L (som også blev brugt på 40m)

Tak for alle hilsener - OZ8AE, OZ1IKY, OZ5W, OZ1THC, OZ5KU, OZ8SW, OZ1OXQ, OZ1IVA, OZ1KZX, OZ1CTZ, Nils Bo og alle de andre som jeg måske har glemt at nævne.

CONTEST  : SAC-CW
21-09-2024 - 22-09-2024
CATEGORY : SINGLE-OP ALL LOW   NON-ASSISTED
CALLSIGN : XP2I
OPERATORS: OZ2I
CLUB     : DDXG

Band       QSOs    Points     Multiplier
-----------------------------------------
3.5        2         5        2
7      229       510       30
14      470      1.032       50
21      337       773       50
28      176       396       30
-----------------------------------------
TOTAL    1.214      2.716      162
SCORE :     439.992
===================

Time On: 19h 28m

_____________________
Best 73 de OZ2I  Henning
www.oz2i.dk


SAC CW OZ0B SOAB HP

SAC CW 2024
Da vi har vores ejendom sat til salg, har jeg pillet alle min antenner ned. Fruen mente ikke at de pyntede – det kan man som radioamatør slet ikke forstå…. Men ned kom de altså. Så jeg har været antenneløs et stykke tid og har derfor benyttet mig af muligheden for at deltage som Multioperatør hos Palle OZ1RH / OZ5W flere gange.
Men jeg havde besluttet mig for at finde et sted hvor jeg kunne køre SAC contest som Singleoperatør. Jeg vidste at OZ2I Henning flere gange har kørt fra EDRs lokaler i Odense, så jeg kontaktede Landsformanden OZ4VW Arne, for at høre om der var mulighed for at låne antennerne. Det var der ingen problemer i, så pakkede mit grej og ankom til Odense lørdag kl 10.00 for at gøre klar til testen.
10-15-20m beam i 32 meters højde -ikke så ringe endda, som man siger. Dipol til 40-80m med fødepunkt i toppen af masten – heller ikke så ringe… En SWR-analyzer blev koblet til og viste at alle bånd lå perfekt. Go start.
Radio, PA-trin og PC med N1MM blev sat op. Alt spillede i første forsøg. Så var det tid til frokost og så vente på contest start kl 1200UTC. Målsætningen for testen blev besluttet. 1000Qsoer, 130 Mult og 350.000 point. Det virkede overkommeligt. Køre 95% RUN og så fiske Multipliers indimellem. Sove?? Ja, måske et par timer.

Jeg startede op på 20m. Tju-hej, hvor det gik over stok og sten. Det er fedt at være den alle EU + DX stationerne vil køre. Jeg forsøgte lidt afstikkere til 10 og 15m, men det var bare 20m der gav mest. Hen af eftermiddagen kom der mere liv i 10+15m.
Ved 19 tiden skiftede jeg til 40m og senere kom 80m også i spil. Jeg havde en del støj på de lave bånd. Ca 7 s-grader under hele testen. Jeg plejer at have 0-1 s-grader støj herude på bøh-landet, så det må jo være de betingelser de stakkels by-boer har. Nå, men nu kører vi jo CW, så jeg koblede 20dB attenuator til, satte filter til 250hz og så var der ro. Nu kunne jeg høre stationerne lige så fint nede i støvet. Bitte-små – men fuldt læsbare for det trænede øre.

Kl 2330 var der laaaangt imellem Qsoerne, så jeg røg i soveposen. Op igen 2 timer senere og støvsuge båndet en halv times tid og så ned i posen igen. Op igen 0330, nu var der ved at være liv igen. Multipliers kom der efterhånden ingen af, men QSOerne tikkede stille og roligt ind i loggen.
Jeg kunne se på Reverse Beacon at der var masser af OZ’er i gang. Dejligt at se masser af aktivitet fra OZ-land. Henning havde pakket kufferten og taget til Grønland og jeg havde fornøjelsen at kæmpe med ham på online-scoren. Ikke helt fair, da han som altid kørte Low Power, men han havde en fordel som den eneste OX station.
I løbet af formiddagen nåede jeg min målsætning og en times tid inden contesten var slut, trak jeg stikket. Det var en rigtig fed oplevelse hvor alt gik som planlagt. Ingen nedbrud, hverken materiel eller operatør. Det er nok ikke sidste gang jeg låner antennerne i EDRs hovedkvarter.

Claimed score:
Band     QSOs     Pts  DXC  Pt/Q
3,5     131     266   27   2,0
7     304     644   34   2,1
14     412     929   52   2,3
21     181     467   35   2,6
28      72     205   19   2,8
Total    1100    2511  167   2,3
Score : 419.337

73 de OZ0B / OZ1ISY Søren


SAC CW 2024 MM(M2) OZ5W
OZ-1ETA, -2U, -5BD, -3SM, OH5SIC, K3TN

Hidtil har jeg, OZ3SM, gennem årene kørt fra min egen station i Contester:
Elecraft P3/ K3  med LP eller HP til antenner 5 Band Hexbeam og 80m vertikal loop.
Palle, OZ1RH, har over nogle år opbygget en Super Contest Station i Vanløse Sand på midtsjælland, en fremragene radiolokation.
Birkerød afdelingen, OZ5BIR blev inviteret til et meget interessant besøg hvor vi så herlighederne med Elecraft Tranceivere (K3 og K4),  PA-trin og antennemaster med yagis, dipoler og vertikaler til HF-båndene.
Efterfølgene rapporterede OZ1ETA, Nils BO, på OZ-CONTEST om OZ5W s deltagelse i All Asian CW 2024 med 5 forskellige operatører siddende i diverse radiorum i Danmark, Finland og USA og operere remote fra egen PC.
Nils Bo inviterede os til at maile ham, hvis man var nysgerrig. Det var jeg !!!
Efterfølgende introducerede Nils mig i hvorledes man kunne koble sin egen PC til at køre OZ5W stationen via logprogrammet N1MM+. Og det virkede godt.
En sommerferie skulle gå, hvorefter Nils Bo mailede mig og spurgte hvad jeg havde tænkt mig i SAC CW contesten. Jeg bed på krogen med det samme til at deltage med det øvrige team på OZ5W.
Kørte til Vanløse Sand et par timer før start af SAC CW sidste lørdag. Vi skulle køre Multi Multi som blev til Multi 2, dvs. 2 stationer bemandet med forskellige operatører: OZ-1ETA, -2U, -5BD, -3SM operede lokalt og med OH5SIC remote fra Finland og K3TN remote fra US via hans K4.
Jeg gik i gang med store forventninger til at skulle køre fra en superstation. Startede UTC 1220 på 10m, efter ca 28 QSOer var der for langt mellem QSOerne og jeg skiftede til 15m og så fremdeles til 20, 40 og 80m. I det hele ca. 7 timer i sadlen med ca. 660 QSOer, midtvejs afbrudt af hyggelig pizzaspisning og radio-røverhistorier.
Det helt store VOV følte jeg ikke, og på RBN så jeg signalstyrker, der var sammenlignelige med de dBer jeg normal kigger på fra min egen station...??
Forklaringen på mit lille VOV-mysterium fik jeg, da Palle bemærkede, at mit PA-trin til Yagi antennerne kørte Low Power, dvs. ca. 60W og ikke 1kW som full power. Jeg havde ikke bemærket dette i de 7 timer jeg opererede. Hvor dum kan man være. Så nu glæder jeg mig til at få en VOV-effekt til CQ WW CW i november...hi, hi.
Jeg er enig med de foregående rapporteringer om, at udbredelsesforholdene var ringe, så ikke mere herom herfra.

Resultatet af SAC CW 2024 teamet med call OZ5W blev ifølge N1MM+ claimed:
Summary:
Band  QSOs  Mults
---------------------------
80:       273      33
40:       527      42
20:       560     52
15:      347      49
10:       88       30
----------------------------
Total: 1795  206  Total Score = 850,986

Med stor tak til hele teamet på OZ5W siger jeg
vy 73 de OZ3SM, Stephan M