OZ6EI, Eigil
OZ6EI blev skolelærer i 1949, og fik en stilling i Ejby på Fyn, hvor han virkede indtil 1960. I den tid blev han radioamatør, og blev indmeldt i EDR i januar 1952 medlemsnummer 5500. Efter Ejby flyttede han til Havnbjerg på Als, hvor han var med til at stifte EDR Nordborg afdeling. De ældre amatører på Als kan stadig huske Eigil. I 1965 blev Eigil skoleinspektør i Solbjerg syd for Århus, en stilling han beholdt indtil han blev pensioneret i 1986. Fysiktimerne i Solbjerg rummede altid et indslag om amatørradio, og gamle kollegaer husker at bevillingerne til fysik sad lidt løst når talen var på noget der havde med radio at gøre.
Hjemme var det mest HF der havde Eigils interesse, og især CW, som i løbet af årene blev trænet næsten til det perfekte. Eigil var en af de heldige der kunne høre CW igennem QRM, QRN og al anden støj, hvor vi andre ikke kunne høre at der var noget signal. Eigil var også i mange år medlem af Danish DX Group. Men der var også andre sider af amatørradio der interesserede. Rævejagt var en stor interesse, og fra 1965 og en del år frem deltog Eigil i rævejagter både omkring Århus, og på nogle af de store regionaljagter. Adskillige er vi som ”stod i lære” hos OZ6EI, og lærte hvordan det var mest fornuftigt at vælge sine pejlepunkter, både på afstand og når vi skulle ind til ræven.
OZ6EI gik tidligt på pension og flyttede fra Solbjerg til Hornborg vest for Horsens – selvfølgelig i en nedlagt landsbyskole, men det var med velberådet hu. Der var god plads, og tiden skulle bruges til alle Eigils interesser. Foruden amatørradioen var hjemmeværnet en vigtig ting for ham, og ligeledes interessen for naturfotografering, som bl.a. bragte ham i kontakt med hestesporten hvor han i tidens løb dækkede utallige ridestævner med sin fotografering. Det gav også en beskæftigelse med at redigere og udgive foreningsblade for adskillige foreninger. Ligeledes fik Eigil interesse for at skrive programmer til de forskellige organisationer han havde kontakt med, og adskillige er de foreninger der har haft et administrativt program skrevet af Eigil. Det var selvfølgelig på forkant af teknikken, så allerede i 1987-88 havde Eigil egen computer hjemme, med avanceret udstyr til skanning og udprintning.
Eigil var en ivrig DX-jæger og opnåede DXCC på adskillige bånd. Selv til det sidste var OZ6EI at høre på båndene, hvor det efterhånden var FT8 der var den foretrukne mode, efterhånden som hørelsen og grebet om nøglen ikke var så gode mere. Men det blev kompenseret med teknik som f.eks. da det blev nødvendigt at Eigil fik et høreapparat hvor filtrene kunne justeres, og med en teleslynge på radioens LFudgang og et filter justeret til at optimere LFen havde Eigil en opsætning han mente var bedre end uden høreapparat.
I en periode var OZ6EI en ivrig operatør på OZ9KY, hvor han sammen med en anden stod for at aktivere NAC-testerne på 50 MHz. Utallige er de tester hvor Eigil har hevet fjerne og sjældne QSOer hjem til stor fornøjelse for Contestteamet.
I de senere år var Eigil ikke så mobil og han havde brug for hjælp til at holde systemerne i gang. Så sent som tre dage før han døde besøgte vi Eigil og fik systemet til at virke igen, og da vi gik, skulle han lige se om der ikke kunne køres et par QSOer. En sand radioamatør.
Nu er OZ6EI borte, men hans minde står lysende tilbage.
OZ4VW, Arne / OZ5TG,Verner