http://www.edr.dk/2021/12/05/fremtiden-banker-paa/
Jeg køber dog ikke præmissen om, at hobbyen er truet, men pionerånden er klart væk. Eller er den? Det kan nok bedst afgøres af den enkelte. Og egentlig er det vel ret ligegyldigt så længe hobbyen stadig udfordrer den enkelte.
Jeg tror, at det er nødvendigt at skelne klart mellem hobby, foreningen og myndighed(er), og se nøje på forbindelseslinjerne mellem disse.
Som forening kommer man næppe langt ved at række tunge af de andre aktører. Det være sig myndigheder, kommunal og statslig administration, og slet ikke af ikkemedlemmer.
Jeg har i en årrække råbt højt om uddannelse. Ikke kun den læring, der skal til for at erhverve sig certifikat. Landsforeningen kan relativt nemt tilbyde uddannelse af lokalforeningernes fyrtårne. Det er vel det, at man har en landsforening til udover at virke som hovedpostkontor for QSL-kort mv.
På det område, synes jeg ikke, at foreningen har haft antennerne tilstrækkeligt langt ude, hvilket da også ses af et igangværende nationalt radioamatørrelateret projekt omkring CW.
Jeg køber heller ikke præmissen om, at der er sammenhæng mellem, at det i de seneste 20 år (mindst) har været nær det umulige af opnå tilladelse til antenneopsætning, og at foreningens ledelser har sovet i timen og ikke gjort indsigelser overfor ændringer i Bygningsreglementet. Jeg tror heller ikke, at det vil hjælpe ret meget at følge med i de kommende ændringer af Bygningsreglementet. At radioamatørantenner blev udskrevet af bygningsreglementet er ikke ensbetydende med, at der ikke længere kan sættes antenner op. Problemet ligger et andet sted.
Sagen er, at man er nødt til at se antenneproblematikken langt mere overordnet, og på hvad, der har ført til en frisering af ikke kun land- og byskab, men også på den folkelige frisering. Reelt set, har der i mere end 55 år hersket forskellige hindringer mod at sætte antenner op. Problematikken, som godt nok har været stigende, har kørt over en så lang årrække, at foreningen har oplevet og for øvrigt overlevet sin top af medlemmer.
Men kan foreningen gøre ret meget ved den folkelige frisering uden at komme i uoverensstemmelse med sin partiuafhængighed. Jeg tror det ikke!
Jeg mener dog ikke dermed, at foreningen intet kan gøre. En lille annonce i foreningens blad og på hjemmesiden over et firma, der mod betaling kan tilvejebringe tilladelse kunne være en del af løsningen.
Det kan syntes mærkeligt, at jeg som erklæret gammelkommunist ikke støtter op omkring Michaels udsagn:
Det gør jeg da heller ikke. For så friseret vil jeg nødig se nogen."Alle må bidrage til den opgave – eller tie stille!
Groft sagt kan det betragtes som foreningsskadelig virksomhed, at gå imod en livsnødvendig forandring af EDR. ".
vy 73
OZ7XF, Allan
