• 100 Watt og en tråd

    Kategori Artikel spalte: 
    Landsforeningen ”Experimenterende Danske Radioamatører” vil gerne have nye medlemmer, hvilket naturligvis vil være ganske fint. Uden medlemmer og tilgang af nye, så dør foreningen stille og roligt.
     
    En ting som jeg undrer mig over. I medlemsbladet ”OZ” og nu også på denne hjemmeside bringes ofte artikler og fotos om radioamatører og deres udstyr, desværre ofte i den dyre ende, sjældent om ”almindelige” amatører med deres noget mere sparsomme udstyr og antenner, så derfor denne artikel.
     
    Hvis jeg nu var helt uden viden om amatørradio og gerne ville forsøge mig udi denne skønne hobby, ville jeg nok hurtigt komme ned på jorden igen. Antenner og master til flere hundredetusinde kroner og radiostationer til samme beløb!
    Det er min pengepung ikke til. Så det ville nok ende med, at jeg ville kører ned til Harald Nyborg for at købe et sæt walkie-talkies til nogle hundrede kroner.
     
    Så galt behøver det ikke at være, en god brugt station kan fås for et par tusinde kroner. Man behøver jo ikke starte med en Rolls-Royce bare fordi man lige har fået ratholderbrev, vel?
     
    Tråd antenner kan laves for ganske få kroner og selv en fabriksfremstillet tråd antenne kan fås for godt en tusindelap.
     
    Og jo, du kan sagtens kører DX på HF med 100 Watt og en tråd antenne.
     
    Men først lidt om min baggrund og historik.
     
    Mit første møde med kommunikationsradio fik jeg som 10-11 åring, da min ældre broder blev soldat. Spændende var det, at overvære hans træning med en morsenøgle og en tonegenerator, når han en sjælden gang var hjemme.
     
    Da jeg næsten samtidig så en dansk spillefilm, “Én pige og 39 sømænd” hed den, så besluttede jeg mig til, at blive telegrafist, når jeg blev voksen.
     
    Helt sådan blev det nu ikke, men da jeg alligevel nåede den alder, hvor jeg skulle aftjene min værnepligt, tegnede jeg kontrakt med Forsvaret og her fik jeg min uddannelse som militær landtelegrafist.
     
    Meningen var så, at denne skulle konverteres til et civilt certifikat, når jeg på et tidspunkt ville forlade Forsvaret. Desværre, eller måske heldigvis, kom jeg til at træde i en meget stor vandpyt og opdagede, at jeg absolut ikke var søstærk, så det planlagde blev skrinlagt. I stedet fik jeg job hos et daværende regionalt teleselskab som teletekniker. Her var jeg så i knap 32 år.
     
    Allerede medens jeg var soldat, meldte jeg mig ind i EDR og fik et DR-nummer, OZ-DR1651, men kort tid efter, at jeg forlod Forsvaret syntes jeg, at der manglede noget, nemlig at kunne “daske” til en morsenøgle og det at kunne kommunikere med andre på denne facon.
     
    Altså ansøgte jeg om en amatørradio-licens, som kom i hus i maj 1973. Morseprøven var ikke noget problem, da jeg havde en attest fra Forsvaret på 125 tegn/m. Til gengæld var den tekniske prøve lidt af en udfordring, men det lykkedes at bestå C-licens prøven. Teknikken er ikke min stærke side, men det er også kommunikationen der er min interesse.
     
    Nu var penge ikke ligefrem noget som hang på træerne, så der skulle findes noget billigt. Fik fat en gammel SM19/SMH station for 300 kr. men der var kun liv i modtageren, senderdelen var defekt og det lykkedes aldrig at få den til at virke.
     
    Så i stedet blev der købt en Ten-Tec PM2B for kr. 850 hos OZ4SJ (sk). Sjov lille station til 80, 40 og 20m og med 2 Watt udgangseffekt. Fik i handlen også en anden udgangstransistor, så udgangseffekten blev forøget til ca. 5 Watt.
     
    DX var ikke ligefrem sagen med en C-licens og fik da også det råd fra en ældre medamatør, at jeg nok også lige skulle vente med det, indtil jeg var “optrænet” i stationsbetjening og lært den lidt specielle jargon udi amatørradio.
     
    Det blev til et par hundrede EU QSO’er, men dog en enkelt DX, en UA9, med 5 Watt og en meget simpel dipolantenne spændt ud mellem 2 tagvinduer på tørrelofterne (vinkelhus og i 6. sals højde). Vi boede i stuen og med RG58U som fødekabel, så var der nok ikke meget tilbage af de 5 Watt, når de nåede antennen, hi hi.
     
    Efter et år fik jeg så udskiftet C-licensen med en B-licens. Min QRP station blev udskiftet med en brugt FT-200 (100 W) fra Yaesu (kr. 2500 = næsten en månedsløn) og så kom der lidt mere fart i DX’erne, dog uden at jeg gik målrettet efter disse. På det tidspunkt boede jeg i en boligblok i Valby (København) og blev lidt udfordret af TVI/BCI.
     
    Så aktiviteten var ikke den største, da denne p.g.a. TVI skulle foregå om natten og det var just ikke heldigt, når man skulle op klokken sort om morgenen for at tage på arbejde. Så det var mest i weekenderne at jeg var aktiv.
     
    Senere flyttede jeg til Ballerup, lidt uden for København, men her var antenneforholdene og TVI/BCI endnu værre end i Valby, så stationen blev udskiftet med en Atlas 210x, som på det tidspunkt var en af de få stationer, der kunne spændingsforsynes med 12 VDC. Min bil blev så min QTH de næste mange år.
     
    Stationen var splinterny og kostede ca. 5500 kr. plus efterfølgende omkring 700 kr. til en PSU. Købt hos OZ5GF i Nykøbing F.
     
    Dette var dog noget besværligt, så interessen for amatørradio dalede en hel del. Samtidig blev mit arbejde mere omfangsrigt med tilkald på alle tider af døgnet, overarbejde o.s.v.  Så jeg gik QRT i 1991.
     
    I 2009 gik jeg på efterløn og nu skulle der gang i amatørradioen igen. I mellemtiden var jeg flyttet til Sydsjælland og der var langt til gen- og naboer. Desværre kom et par blodpropper i vejen, så antenneopsætningen måtte vente.
     
    I 2011 fik jeg endelig sat en antenne op, en FD4 Windom fra Fritzel. Samtidig havde jeg fået en FT-101ZD ganske billigt på en auktion. Så nu skulle der hentes ca. 20 års inaktivitet hjem. Denne QRT-periode refereres ofte som “Det sorte hul i mit liv”, hi hi.
     
    Mange ting havde ændret sig, det skulle man lige vænne sig til.
     
    Fingrene var blevet mere stive og hørelsen var heller ikke den samme. Jeg var da også spændt på, om jeg nu kunne huske CW, både afsendelse og modtagelse. Tyve år er da lang tid uden CW.
     
    Efter et par timers øvelse viste det sig, at jeg stadig kunne kører 100 tegn/m i afsendelsen, medens det kneb lidt mere med modtagelsen. Efter nogle dage kom det dog på plads og kan i dag kører 125-130 tegn/m uden de store problemer. Og naturligvis uden brug af en PC.
     
    Jeg skal dog pointere, at hastigheden ikke spiller den store rolle. Vi er amatører og ikke professionelle. De fleste amatører afpasser hastigheden efter den langsomste.
     
    FT101ZD’eren holdt dog ikke længe, så den blev udskiftet med en brugt FT-840 til et par tusinde via brugtgrej.dk. En god radioven fra Ukraine var meget interesseret i den gamle FT101ZD og han mente, at han kunne reparere den.
     
    Det er da lykkedes at mere end 3-doble mit antal at kørte lande, her i blandt lande, som jeg før i tiden anså som umulige at få fat på.  FT-840’eren var god for ca. 6000 QSO’er, men da jeg fik en del penge i erstatning, syntes jeg, at jeg ville forkæle mig selv lidt. En ny og jomfruelig Elecraft K3 blev købt og FT-840 nedgraderet til reserve-station, senere blev den udlånt og derefter solgt.
     
    Nøglerne der benyttes er Vibroplex Square Racer, Vibrokeyer og Vibroplex Original, de 2 sidstnævnte købt brugt, men mindre kan gøre det, en ganske almindelig gårdpumpe er udmærket. Blot kan jeg p.g.a. gigt i håndleddene ikke længere benytte en sådan.
     
    Forskellen mellem K3’eren og FT-840’eren er stort set ens, blot er farven til forskel. K3’eren kan lidt mere og er nyere i teknik, men er ren luksus. FT-840’eren lever videre i bedste velgående i Nordjylland.
     

    Mit shack. (PC’en er kun til logging og QRZ.COM).
     
    Længste QRB er ZL7, Chatham Island på 17m, hvilket vist nok er det længste man kan komme væk fra OZ-land. Stationen var K3’eren med 100 Watt ud og antennen en Carolina Windom CW80 med fødepunktet i 12 meters højde, enderne lidt lavere.
     
    Da jeg gik QRT i 1991 havde jeg kørt 72 lande, nu i 2017 er antallet 270 kørte lande, hvoraf de 262 er bekræftet med QSL, enten som papir QSL eller på LoTW.
     
    Det er altså muligt, at man med forholdsvis simpelt udstyr og antenner, kan kører DX med succes. Det kræver blot lidt tålmodighed, lidt erfaring og naturligvis lidt/meget held og fair udbredelsesforhold.
     
    Jeg synes ikke der er nogen udfordring i, at kører med 1 kW og antenner som Lyngby Radio ville være misundelige over. Ej heller er min pengepung til det.
     
    Misforstå mig korrekt, jeg har intet imod 1 kW og store antenner, hvis ellers indehaveren har den fornødne licens/certifikat til det, jeg synes blot at udfordringen mangler.
     
    M.h.t. diplomer, har jeg før i tiden anset det som værende alt for besværligt. At skulle sende QSL kort i større mængder til Langtbortistan og måske ikke få dem tilbage igen, synes jeg var for bøvlet.
     
    Men med fremkomsten af LoTW, og eQSL for den sags skyld, er det jo blevet noget lettere. Dog er det jo ikke alle, som er tilmeldt disse tjenester. Det kunne måske være en ide, om alle Dxpeditioner obligatorisk skulle være tilmeldt, men det er et fromt ønske, hej.
     
    Jeg har nu DXCC på CW og endossement 250 lande + DXCC på 12m, 15m, 17m, 20m, 30m og 40m CW. Det kniber lidt med 10m og 80m, mangler omkring 35 QSL for hver af disse bånd.
     
    Så hvis DU er til DX med simple midler, så er det bare på med vanten. Det kan sagtens lade sig gøre.
     
    Nuværende rig: Elecraft K3, 100 Watt ud. P.g.a. flytning er antennen p.t. en "fieldday-style" dipol i 6 meters højde, ellers har jeg haft en Carolina Windom CW80 de sidste 2-3 år.
     
    Trods den ringe højde på min “fieldday-style” dipol, så har jeg da haft QSO med West Malaysia og Midtvest-USA, samt flere andre DX på 40m.
     
       
    Min antenne, Carolina Windom CW80                         
     
     
    73 og god DX jagt.

    OZ9XU, Verner

     
    Vote og Share
    Vote: 
    Average: 2.8 (348 votes)
  • Vælg et godt kaldesignal

    Kategori Artikel spalte: 

     

    Vælg et godt kaldesignal
    Det hører man tit, men, hvad er et godt kaldesignal?

    Det spørgsmål kan have mange forskellige svar. Man har stort set frit valg, når man skal vælge sit kaldesignal, eller call, som det også benævnes efter det engelske callsign.

     

    Lad os begynde med at definere, hvad et kaldesignal egentlig er for en størrelse.

    Det giver måske sig selv for nogen, men lad os i det fald repetere et kaldesignals opbygning.

     

    Her er et kaldesignal: OZ7AM. Det består at et præfiks og et suffiks. Præfikset er OZ7, suffixet er AM.
    Her er et andet kaldesignal:
    5P7Y. 5P7 er præfikset, Y er suffikset.

     

    I et andet land kunne et kaldesignal se således ud: DL3DXX.

    Her er
    DL3 præfikset, og DXX suffikset. Her betyder DL3 at stationen er tysk DXX er unikt for den enkelte station. Man kunne også støde på DM3DXX, da Tyskland lig Danmark har flere præfikser, der alle indikerer at det er Tyskland, der er tale om for fx DL og DM, og Danmark for fx OZ og OU.

     

    Så langt, så godt.

     

    I et tredje land kunne man måske hedde UA3AGW. Som udgangspunkt er UA3 præfiks, og AGW suffiks men, omtalte land (Rusland) er meget stort, så der har man underinddelt landet yderligere, således at UA3 henviser til en særlig region. A’et til en subregion og AW til den pågældende station. Man har altså ikke megen frihed i valg af kaldesignal her, af rent administrative årsager.

     

    Men, nu bor vi jo i Danmark, og her har vi en yderst liberal kaldesignalspolitik. Energistyrelsens kaldesignalsgenerator kan lave et tilfældigt kaldesignal til dig (når du er logget på med NemID).

    Her er en række eksempler på kladesignaler, der kan ansøges om, og som er fuldt lovlige:

     

    OZ35MV

    5P73J

    OZ934F

    OU9W3C

    5Q17B1

     

    Er disse kaldesignaler gode kaldesignaler? Det kunne være et spørgsmål om smag, og for begynderen er det ikke let at afgøre.

     

    Som udgangspunkt anbefaler ITU (International Telecommunications Union) at amatørradiokaldesignaler aldrig slutter på et tal, og aldrig består udelukkende af bogstaver. Dette har været praksis i rigtig mange år, og derfor hersker der en fremtrædende opfattelse af kaldesignaler i amatørradio, som havende følgende form: XX#YYY. Her benævner XX to bogstaver i præfikset, # et tal og YYY tre bogstaver i suffikset som i DL3DXX.

    Sådan er rigtig mange kaldesignaler opbygget.
     

    Der findes dog også former som XX#Y som i OZ5E, X#Y som i D4C, #X#Y som i 5P7Y, eller X##Y som i C52T. Dette afhænger naturligvis af det givne lands politik på området. Somme tider kan man læse licensklasse, geografisk område, årstal for licensens udstedelse eller noget helt fjerde, bare ved at se på kaldesignalet.

     

    Da amatørradio som udgangspunkt handler om kommunikation, vil det være fornuftigt at vælge et kaldesignal, der overholder disse standarder, selvom lovgivningen på området er meget liberal.

    Jeg kan derfor afsløre at min liste fra Energistyrelsens hjemmeside består af upraktiske kaldesignaler. Man vælger strengt taget sit navn, når man vælger kaldesignal, og derfor er det bedst at vælge et godt ét fra starten.

     

    I Danmark kan vi vælge mellem 5P, 5Q, OU, OV og OZ som de første to karakterer. Herefter er der frit slag så længe kaldesignalet er ledigt, og den totale længde ikke overstiger syv (7) tegn. Om et kaldesignal er ledigt, kan man undersøge her:

     

    https://indberet.virk.dk/myndigheder/stat/ENS/Ansoegning_om_tilladelse_til_frekvensanvendelse

     

    Med tanke på at den generelle opfattelse af et dansk kaldesignal er OZ#1-3X -- altså OZ efterfulgt af ét tal og dernæst ét til tre bogstaver, er dette en god model at starte med.

     

    Men, tænk også over hvor let det er at bogstavere. Prøv at sige Sierra Zulu Quebec ti gange hurtigt det skal du nok ikke have som suffiks.

    Hvad så med; Five Papa Three Sierra Zulu Quebec (5P3SZQ) lyder det godt og mundret? Ikke just.

     

    Mange er fristet til at at vælge deres initialer som suffiks. Jeg gik og drømte om OZ5ARH. Den dag i dag er jeg meget glad for at jeg ikke valgte dette. Alpha Romeo Hotel er lidt af en tongue twister, og det bliver ikke nødvendigvis nemmere for folk at huske det, bare fordi det tilfældigvis repræsenterer forbogstaverne i dit navn slet ikke ude i den store verden.  

     

    Måske du også overvejer at komme i gang med morse (CW/telegrafi). I så fald er der flere ting at tænke over. Undgå noget der indeholder for mange prikker. Se på morsealfabetet og overvej hvad der kunne lyde godt. Er du musiker er det ingen sag at høre, men jeg er meget tilfreds med mit eget:

     

    OZ7AM: ---  --.. --... .- --

     

    Det har en vis symmetri, og hviler i sig selv. Det er naturligvis også et spørgsmål om smag. Meget kan lyde godt, men ikke alt er lige let at sende:

     

    OZ5ARH: ---  --..  …..  .-  .-.  ….

     

    uha, en masse prikker! Der skal ikke rystes meget på hånden, før man får lavet for mange eller for få. Kaldesignaler der ender på E (en enkelt prik) eller K (der på morse betyder ‘kom’), er også upraktiske, da tegnene kan overhøres eller deres rolle kan misforstås.

     

    Præfikser der indeholder 5P eller 5Q er ved at blive almindelige men de skaber stadig forvirring på båndene. Min personlige holdning er at OU, OV og OZ er de bedre valg. Husk på at du får mange flere muligheder, hvis du vælger OU eller OV, da disse ikke har været tilladt ret længe, og der derfor er mange ledige kaldesignaler med disse præfikser.

     

    Selvom jeg er glad for OZ7AM, er dette M somme tider en pine, fordi Mike er så kort. A bliver ofte hørt som D (Alpha misforstås som Delta, utroligt nok). I Amager-afdelingen af EDR har vi kaldesignalet OZ7AMG. Alpha Mike Golf.

    Golf til slut er frygteligt, da mange simpelthen overhører det. Derfor skiftede vi til OZ7A, da dette blev ledigt hvilken befrielse.

    Tænk derfor også over at disse enstavelsesord i ICAO-alfabetet kan være svære at høre. Endvidere har mange danskere og udlændinge svært ved tallet 3,
    three, og 4, four, da th-lyden og det berygtede ou ikke findes i vores og mange andre sprog. Det kan blive meget trættende at gentage.

     

    Slutteligt er der noget i amatørradio der hedder contest. Dette ord, engelsk for konkurrence, antyder at det kan komme til at gå stærkt. Det er konkurrencer alle frit kan deltage i, hvor det gennemgribende formål er at lave så mange forbindelser som muligt indenfor 24 eller 48 timer og logge dem korrekt.

     

    Derfor kan man overveje om man ikke burde begrænse sig til fem tegn totalt, fx OZ7AM, eller færre, fx OU4X, for at lette afviklingen af QSO’erne og spare tid.
     

    Ét bogstav mindre sparer måske ikke så forfærdeligt meget tid ved første øjekast, men hvis du sætter dig ned og siger det tusinde gange, kan du jo prøve at tage tid på det altså er det ikke helt uvæsentligt. Det er ikke ualmindeligt at lave over 1000 forbindelser i en contest! Men, mere om dette får du en anden gang.  

     

    Lav gerne en liste over kaldesignaler, du kan lide, og overvej fordele og ulemper ved dem hver især, med tanke på ovenstående, og kog den ned til et par stykker, og gå og sig dem for dig selv. Det virker måske lidt mærkeligt, men det er i praksis et godt grundlag at tage beslutningen på.

     

    Jeg vil ikke skrive en liste af ‘gode’ kaldesignaler det ville blive for subjektivt, og det skal du selv finde ud af.

     

    Formålet med nærværende artikel er blot at hjælpe dig til at undgå de værste faldgruber

     

    Husk også at der ikke er noget i vejen for at skifte kaldesignal, dersom du finder, det du har fået er dårligt men, det er din identitet på båndene det handler om, så det er bedst at vælge noget du kan leve med fra starten. Det vigtigste er at du er glad for dit kaldesignal, men dit liv bliver meget lettere af at vælge noget letgenkendeligt, der er let at sige.

     
    Artiklens billede viser et QSL-kort fra en station med et af de mærkeligste kaldesignaler i historien, JY1 -- den tidligere konge af Jordans kaldesignal som konge kan man naturligvis hedde hvad man vil, og behøver naturligvis ikke et suffiks!
     
    Vote og Share
    Vote: 
    Average: 2.7 (271 votes)
  • Den første QSO og det at have mikrofonskræk

    Kategori Artikel spalte: 

     

    Noget om mikrofonskræk

    Tillad mig at byde dig velkommen på en lille tidsrejse. Vi skal ikke så pokkers langt tilbage, blot til den første hele weekend i september anno 2003. Da havde jeg netop stiftet bekendtskab med fænomenet amatørradio.

     

    Denne weekend er kendt blandt radioamatøre,r som den såkaldte field day weekend, hvor nogle finder det spændende at tage ud i landskabet, sætte en station op, og da lave så mange radioforbindelser med så mange forskellige lande som muligt, indenfor en 24 timers periode. Man kan mene om konceptet hvad man vil – personligt synes jeg det er vanvittigt sjovt.

     

    Jeg havde bemærket en livlig aktivitet i vores lokale strandpark. På dette tidspunkt var jeg af mig selv begyndt at lytte lidt på en gammel “Linned & Laursen” (rør-radio fra 1950’erne), og havde fundet det evigt fascinerende at lytte til kinesisk propagandaradio, selvom jeg ikke forstod et pluk af hvad der foregik.

     

    Nå – men, denne aktivitet bestod i rejsning af en farlig masse antennemaster. Det virkede enormt dragende på mig, så den følgende søndag morgen hoppede jeg op på min cykel, og skyndte mig ned, for at se hvad der foregik.

    Jeg stødte på en mærkelig samling mennesker, og hørte mærkelige lyde, der ikke lød som den radio jeg kendte.

    Det jeg hørte, var såmænd lyden af SSB. Jeg var vant til AM fra min gamle radio, så dette var meget eksotisk for mig, hvad det nok er for alle, der hører det første gang – ja, de første mange gange.

     

    Jeg fik en varm velkomst af de herrer og damer på pladsen, og blev fluks inviteret indenfor, og fik lov at skrue på alle knapperne, og rigtig høre hvordan trafik på amatørradiobåndende foregik. Jeg forstod bare stadig ikke en lyd.

     

    Jeg sad ved en radio der var indstillet på 14 MHz. Der var temmelig mange stationer at høre, jeg fik at vide at vi allerede havde kørt (læs; haft forbindelse med) de fleste stationer, men at jeg var velkommen til at tune hen over båndet, og se om jeg kunne finde en, der manglede.

     

    Med stor entusiasme og en vis mængde nervøsitet, gik jeg i gang. Jeg fandt en station der sagde noget med ‘Radio Radio’.

     

    ‘Det er godt med dig,’ tænkte jeg – ‘naturligvis er det radio vi laver!’ Imidlertid fortalte man mig, at det betød det samme som “Romeo Romeo” i ICAO-alfabetet, og at vi allerede havde kørt denne station.

    ‘Uha!’ tænkte jeg, i den tro, jeg havde begået en fejl, og gav den store knap på radioen en ordentlig snurretur – hvorefter operatøren, der hjalp mig, slog en hjertelig latter op, og sagde; ‘ja, ja min dreng – væk fra ham i en fart!’

     

    Denne historie fortæller noget om den nervøsitet, man kan opleve i den første tid på kortbølge. Jeg havde end ikke overvejet, hvad jeg skulle sige, hvis jeg skulle kalde en af de mange stationer op. Jeg var dødsens angst for at sige noget forkert.

     

    Imidlertid blev jeg taget under vingerne af en af de tilstedeværende, der godt kunne se at interessen og passionen lyste ud af mine øjne. ‘Du skal da have licens!’ udbrød han. ‘Jah, det skal jeg vel’, svarede jeg.

    Konsekvensen blev at jeg brugte det følgende års mandage og lørdage på Theklavej i Københavnsafdelingen af EDR, hvor jeg lærte henholdsvis radioteori og CW (morsekode).

     

    I den tidlige sommer af 2004 stod jeg så ved postkassen. Det var der ikke noget usædvanligt ved – det havde jeg gjort hver dag i tre uger, siden prøvens afholdelse, men denne dag var anderledes. På denne dag stod jeg, ganske vantro, og stirrede på et lyseblåt plastickort, nys fremdraget af en stor A4-konvolut, der bekendtgjorde at jeg nu havde ret til at gå i luften.

     

    Jeg var ellevild – og hamrende nervøs. Jeg havde haft radioen klar i over en måned –  antennen ligeså. Jeg havde allerede lyttet en del – mest på 20-meter, for dette var min eneste antenne lavet til. Nu stod jeg så uden undskyldninger, og skulle prøve at opnå min første radioforbindelse.

     

    Hele familien var samlet på mit værelse – de ville da også se, hvad det dersens radio kunne bruges til. Jeg gav mig til at lede på båndet, efter det berømte CQ, der betyder ‘generelt opkald hvorpå alle kan svare’.

     

    Jeg vidste stadig ikke hvordan det skulle forløbe. Jeg havde da opfanget noget med at sige ‘you’re five-nine and my name is…’, men jeg var langt fra sikker på hvad jeg skulle sige ud over dette.

     

    Jeg fandt en station; M0MJA – ‘Mike Zero Mike Japan Alpha’.

    ‘Nåda’, tænkte jeg, ‘Man kan altså sige Japan i stedet for Juliet – det må jeg huske’.

    Han kaldte CQ, og mit hjerte hamrede – så højt, at jeg var vis på, det ville kunne høres over mikrofonen.

    Kobberrød i fjæset, og næsten ved at tude af nervøsitet, kaldte jeg ham op; ‘Oskar Sulu ... Sæven ... Alfa Majk’. Dødstille. Jeg kaldte igen.

     

    Til min store rædsel svarede han: ‘Oscar Zulu Seven Alpha Mike, thank you very much for the call, you’re five-nine and my name is Bob, Bravo Oscar Bravo. Mike back to you’

     

    ‘Gud i himlen og alle verdens ulykker!’ – Hvad skulle jeg nu gøre? Nu var det min tur, og det var jeg bestemt ikke klar til. Der var dog ingen vej udenom, så jeg svarede: ‘Majk Sero Majk Japan Alfa, you are fajve najne my name i Alex, Alfa Lima Ekko Æksraj’ – og tastede så ud.

     

    Nu var jeg på herrens mark – ikke nok med at jeg ikke talte engelsk, på et niveau der egnede sig til samtale, jeg anede heller ikke hvad jeg skulle sige, end ikke til en dansktalende station.

     

    Bob tastede ind, og gav mig en længere historie om sit udstyr, om vejret og stillede et spørgsmål, jeg ikke forstod. Jeg gik i panik, og var lige ved at tage den store afbryder, og rende hen og gemme mig under dynen i skam. Det lykkedes mig dog at tage mig sammen, taste ind igen, fremstamme et spagt ‘Sæventitree’ (73), for hvilket Bob kvitterede, og så var det overstået.

     

    Jeg sad tilbage, overvældet og stolt, men ikke til at tale med. Jeg måtte have luft, og flere QSO’er blev det ikke til den dag, eller uge for den sags skyld. Der gik længe inden jeg fik fod på det.

     

    Hvordan man kører radio

    Meningen med at fortælle dig alt dette, er at gøre det klart for dig, som nybagt radioamatør at der ikke er noget at være nervøs for.

    For, hvorfor var jeg nervøs? I bund og grund handlede det om mangel på en god introduktion, til hvordan man fører en QSO/radioforbindelse på HF. Det vil jeg nu efter bedste evne svare på, således man som begynder blot kan skrive det ned, og simpelthen lære det udenad, eller have det liggende ved stationen i den første tid.

     

    Først og fremmest: Der er intet at være bange for. Du kan intet galt gøre. Det er kun et spørgsmål om øvelse, og dette starter med lytning. Lyt i den første tid, og føl dig ikke presset til at logge hundreder af QSO’er i den første uge efter du har fået dit kaldesignal. Det kan godt være at der er nogen der er i stand til dette, men så er de formentlig vant til radiokommunikation, enten fra deres arbejde, eller fra 27 MHz.

     

    Vi starter med at tænke os, du har tændt radioen, og tuner hen over 20-meterbåndet.

    Du kan høre alle mulige stationer, der taler alle mulige sprog – dog mest engelsk.

    Måske er du god til engelsk, måske taler du det ikke – hvorom alting er, er det engelsk, der tales på radioen, ikke det engelsk der tales i skolen, eller ude i den store ikke-radioverden. Der tales radio-engelsk, hvilket er et sprog, som man meget hurtigt kan lære, og ikke behøver at være grammatisk hundredemetermester fra Oxford, for at bruge eller forstå.

     

    De QSO’er du kommer til at lave i starten, vil mestendels starte med at du besvarer et CQ.

    Det har du nok hørt om, at man kan kalde CQ, og så håbe på at nogen svarer.

     

    Langt de fleste QSO’er er meget korte, med mindre man selv ønsker at holde dem i gang – så kan de blive ved i timevis. Selv har jeg talt med særligt amerikanske stationer, i tre og fire timer uden pause, men det kommer alt sammen an på forholdene og parternes vilje til dette.

     

    Lad os sige at dit kaldesignal er OZ7AM.

    Du triller rundt på båndet, og finder en station der kalder sig M0MJA. Du hører: ‘CQ CQ CQ, this is Mike Zero Mike Juliet Alpha, Mike Zero Mike Japan America’.

     

    – Ja, det er almindeligt at folk afviger fra det fonetiske alfabet, og bruger uautoriserede ord til at bogstavere. Reglen er simpelt; der er ordets begyndelsesbogstav det drejer sig om. A som i ‘America’, B som i ‘Boston’, C som i ‘Canada’, og nogle af de mere utydelige; Y som i ‘Yokohama’, Z som i ‘Zelandia’, X som i ‘Xylophono’.

     

    Hvorfor gør de sådan? Det er simpelthen fordi ordet ‘Xylophono’ er lettere at forstå for en italiener end ‘X-ray’ – ‘Yokohama’ er nemmere for en japaner end ‘Yankee’. Såre simpelt. Det fonetiske alfabet tager udgangspunkt i de vestlige sprog, særligt fransk og engelsk – det meste af verden tale hverken det ene eller det andet.

     

    Du har nu besluttet dig for at besvare opkaldet. Skal det være helt korrekt, er det ikke nok bare at råbe dit kaldesignal, men snarere sige:

     

    Mike Zero Mike Juliet Alpha, this is Oscar Zulu Seven Alpha Mike, over’

     

    Hertil vil M0MJA svare:

     

    ‘Oscar Zulu Seven Alpha Mike, this is Mike Zero Mike Juliet Alpha. Thanks for your call, your signal report is five-nine, fifty nine, and my name is Bob, Bravo Oscar Bravo. My QTH is Devon, Delta, Echo, Victor, Oscar, November – Devon. Back to you, from Mike Zero Mike Juliet Alpha.’

     

    Reglen er at man altid siger modpartens kaldesignal først, så sit eget. Dette gøres således, så eventuelt lyttende stationer ved hvem, der er hvem.

     

    Det er nu din tur, og du bør svare:

     

    ‘Mike Zero Mike Japan Alpha, this is Oscar Zulu Seven Alpha Mike. Thank you for the nice signal report Bob – your report is also five by nine, and my name is Alex, Alpha Lima Echo X-ray. My QTH is Copenhagen, Charlie Oscar Papa Echo November Hotel Alpha Golf Echo November. Back to you. Mike Zero Mike Juliet Alpha, this is Oscar Zulu seven Alpha Mike.’

     

    Her kan det være en god idé at lære at bogstavere sit bynavn udenad – eller blot at skrive det ned, så man ikke kløjs i det. Som regel lærer man det meget hurtigt, men det giver lidt ekstra selvsikkerhed.

     

    På dette tidspunkt kan QSO’en godt slutte, men det er ikke unormalt at fortælle lidt om sit udstyr og eventuelt lidt om vejret. M0MJA kunne for eksempel svare:

     

    ‘Okay, roger that Alex, thank you very much – a bit about my station: Here I’m running one hundred watts into a multiband dipole – a G5RV about ten metres above the ground. My radio is an Icom 756.

    The weather here is nice today, it’s sunny out and just about 7 degrees celsius. Microphone back to you. Oscar Zulu Seven Alpha Mike, this is Mike Zero Mike Juliet Alpha’

     

    Det er kutyme at give modparten tilsvarende oplysninger. Det giver dig også lidt at sige, og du kunne derfor passende svare, og eventuelt inkludere en afslutning på QSO’en, kendt som en final:

     

    ‘Roger Bob, loud and clear. My radio is an FT101ZD and I’m using one hundred watts as well. My antenna is a delta-loop hanging from a tree just about three meters over the ground. The weather here is rainy and just above zero degrees centigrade.

    Thank you very much for a nice QSO. I wish you all the best and hope to meet you again soon. 73 and good luck.

    Mike Zero Mike Juliet Alpha, this is Oscar Zulu Seven Alpha Mike, back to you for your final’

     

    Nu vil Bob sandsynligvis forstå at du ønsker at slutte, og sikkert svare:

     

    ‘Okay Alex, thanks for the information and for a nice QSO. 73 to you and your family and good luck from Devon. See you further down the log!

    Oscar Zulu Seven Alpha Mike, this is Mike Zero Mike Juliet Alpha. Bye Bye’

     

    Herpå bør man kvittere og sige:

     

    Thank you Bob, 73 and bye bye from Oscar Zulu Seven Alpha Mike

     

    Nu omhandlede ovenstående scenarie en QSO med en engelsk station, for hvem det var let at snakke løs, da han talte på sit modersmål. Du vil opleve at de fleste stationer har et meget begrænset kendskab til det engelske sprog – dit engelsk er sikkert bedre end deres – men, de kan også være nervøse ved at bruge det, og derfor forløber ni ud af ti QSO’er som beskrevet ovenfor.

     

    I øvrigt kan man tale om alt, men som udgangspunkt bør man altid undgå politiske og religiøse emner. Dine meninger om Donald Trump og Koranen bør du holde for dig selv. Det er overvejende sandsynligt at modparten ikke deler dem, og det bidrager ikke til verdensfreden at lufte dem, i så offentligt et rum som kortbølgebåndene. I øvrigt er det en af de næsten magiske ting ved amatørradio – vi formår at tale sammen uhindret, netop fordi vi har vedtaget at undgå diskussioner af denne art. Det er stof til eftertanke, hvis man spørger mig, men det gør man som regel ikke...

     

    Naturligvis vil QSO’er på CW, RTTY/PSK og andre modulationsformer forløbe lidt anderledes, men i praksis er det den samme information man udveksler. Somme tider vil man endda opleve QSO’er der kun varer ganske få sekunder. Hvis man har fundet en sjælden station, noget som fx FT5XX – vil informationen, der udveksles, være begrænset til kaldesignalet og 59.

     

    Læs eventuelt 10 gode råd til nye DX’ere under DX-spalten her på siden. Det er dog en anden teknik, og henvender sig til de situationer hvor tiden er knap, fx ved DX-peditioner. Mere om dette får du en anden gang.

     

    Til slut vil jeg blot ønske dig held og lykke, og tillykke med certifikatet. Nyd det nu – ‘der er intet bedre end når ens eget kaldesignal kommer tilbage’, for nu at citere Sven, OZ7S, i en fjernsynsudsendelse for en del år siden.

     

    Husk at du ikke kan gøre nogen skade, ved at fejle lidt i ny og næ. Amatørradio handler om kommunikation, og hvis nogen mister tålmodigheden, fordi de synes du er for langsom eller ikke lige får sagt det hele rigtigt første gang, er det deres fejl og ikke din – så er det dem der ikke har forstået hvad det hele drejer sig om. Du bliver ekspert inden du har set dig om – selvom det kan være svært i starten.

     

    Husk at lytte meget og lytte grundigt – så vil du snart få styr på det, og glemme alt om mikrofonskræk.




     
    Vote og Share
    Vote: 
    Average: 2.6 (265 votes)
  • 10 gode råd til nye DX’ere (og til de gamle, som skulle have glemt dem)

    Pile-up
    Kategori Artikel spalte: 
    Tags: 

    Nu forestiller vi os at du er kommet i gang på HF. Du har allerede en station, og har allerede kørt dine første QSO’er. Det er gået dig som det går så mange; du er blevet helt vild med det dér DX, og det at samle på lande. Det går let i starten, og snart når du 100. Så bliver det sværere, og sværere, og sværere…

     

    Man kan sagtens have 1 kW og store antenner til rådighed, uden at være i stand til at køre DX, hvis man ikke lytter godt. Som med meget andet, handler det om følelse og situationsfornemmelse – at få ørerne helt ned i ætersuppen, og danne blive ét med det, der er kendt under betegnelsen en ”pile-up”. Der er intet magisk eller mystisk ved det, men mange lidelser kan undgås hvis man følger nogle simple spilleregler.  

     

    Alle kan lære det, men nøjagtig som det ville skabe en pokkers ballade, om vi alle valgte at ignorere røde lys og vigepligtstavler i færdselen, skaber det kaos når vi ikke følger de ellers simple regler for trafik over radioen.

     

    Givet – det har ikke de samme konsekvenser; der er ingen der dør eller brækker kravebenet, men som udgangspunkt gælder det også på radioen at:

    Trafikanter (operatører) skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen (afviklingen af QSO’er) ikke unødigt hindres eller forstyrres. Der skal også vises hensyn over for dem, der bor eller opholder sig ved vejen (allerede fører QSO på en given frekvens.) – Færdselslovens §3.

     

    Denne regel ville, hvis den blev fulgt, gøre DX-jagt til det rene barnemad. Imidlertid er den nok lidt for filosofisk og upræcist formuleret, så lad os prøve at konkretisere den lidt. Her følger 10 gode råd, jeg selv ville have været lykkelig for, da jeg var ny DX-jæger. AT køre DX kræver øvelse, og er en livslang læringsproces – men, det er også sjovt, og endnu sjovere bliver det, når det lykkes. Jeg ha0r samlet nogle erfaringer gennem årene, som jeg ønsker at dele med dig, der læser dette.

     

    Lad os gøre det lidt interessant, og digte en lille, men virkelighedstro historie. Selvom vi tager udgangspunk i praksis på SSB, gælder langt det meste også på CW.

     

    I det følgende tænker vi os en situation, hvor du – lad os kalde dig OZ7AM – har fundet en sjælden station på 20-meterbåndet, på 14,200 MHz. Lad os for sjov kalde denne station FT5XX – vi siger at det er en ekspedition til et meget eftertragtet sted. Du kan høre, der er et frygteligt leben på frekvensen – og du mangler en FT5’er fra Kerguelen i din samling. Den skal køres, og det kan kun gå for langsomt! Men – hov, stop og stands....

     

    1. Lyt altid først. Lyt altid bagefter og lyt altid ind i mellem

    – dette råd er det vigtigste af dem alle – lytter man godt, er det halve arbejde allerede gjort. Bliver der kørt split? Beder FT5’eren udelukkende om nordamerikanske stationer? Bliver der kørt efter numre? Er det nu også den station, du tror det er, du hører?

    Hvis du ikke kender DX-stationens kaldesignal – så la’ væ’r med at kalde. Hvis du ikke er bumsikker på, det er dig opkaldet gælder, så la’ væ’r med at kalde. Hvis du ikke er overbevist om, DX-stationen har afsluttet den igangværende QSO – så la’ væ’r med at kalde. Det er ofte umådeligt fristende at lave et opkald, selv når man ikke er helt sikker – men la’ væ’r. Der kommer intet godt ud af det.

    Lyt godt efter, hvad der bliver spugt om. DX-stationen kalder på en IZ7’er, og selvom du hedder noget med OZ7, er chancen for, det er dig, meget lille. Tvivlen kommer dig ikke til gode. Efter al sandsynlighed er det en IZ7-et-eller-andet, DX-stationen har hørt, og du får kun ballade ud af at kalde på dette tidspunkt.

     

    2. Vær tålmodig

    – nej, det er ikke hverken let eller sjovt at vente, men det er meget vigtigt hvis totalt kaos skal undgås. Du får intet ud af at kalde utidigt. Det kan godt være at FT5XX har været to minutter om at få V5/DL3DXX/QRP igennem – og netop dette er garanti for at han/hun ikke vil give op. Du opnår højst at vedkommende bliver ked af dig.

    Først når der bliver sagt ”QRZ?” eller ”Thank you” er det din tur til at kalde igen. Lyt efter disse trylleord – de er lette at overhøre, men de er nøglen til det rette tidspunkt at kalde på.

     

    3. Send altid hele dit kaldesignal

    – der er umådelig mange operatører der kalder op med fx ”Oscar Zulu, Oscar Zulu” eller ”Alpha Mike, Alpha Mike”, måske fordi det lader til at øge sandsynligheden for at blive hørt, grundet gentagelsen. Tværtom. Denne praksis gør det ualmindeligt besværligt for den station, man prøver at komme igennem til. Hvad skal han/hun med et halvt kaldesignal? Det er, som at servere kage for en gæst, men først skære glasuren fra, og bede gæsten komme igen senere efter resten – ikke særlig logisk eller effektivt.

     

    I alle tilfælde må DX-stationen bede dig gentage endnu en gang, da denne ikke kender dit præfiks/suffiks. Det er spild af tid, og kan i værste fald gøre operatøren på FT5XX harm, og så reducerer du yderligere dine chancer for at komme i loggen. (Det er oven i købet det samme som blindsending – hvem kan vide hvem du er, hvis du ikke siger hele dit kaldesignal?)

     

    4. Respektér DX-stationens henvisninger

    – hvad vedkommende siger er lov – uanset hvor fjollet end må virke. Om stationen vælger at kalde efter numre (OZ1, RA1, DL1, derefter JA2, EA2, DL2 osv.), eller laver en af de berygtede lister, hvor vedkommende udbeder sig de sidste to bogstaver i de kaldende stationers kaldesignaler (også dette er juridisk set blindsending og forbudt og bør aldrig praksiseres, men det sker alligevel) – så er dit eneste håb om at komme i loggen; at rette ind.

     

    5. Brug hele split-vinduet

    – hvis du hører FT5XX på 14,200.0 MHz  sige ”up five to ten”, betyder det at du har hele fem kilohertz at boltre dig på. Ikke blot 14,205.0 eller 14,210.0, men hele vinduet der i mellem.

    Udnyt det – lyt i dette frekvensområde. Selvom du har set på clusteret at en eller anden lige har kørt FT5’eren på 14,207.0, er der ikke megen sandsynlighed for, du vil have held med den splitfrekvens.

    I denne verden er ét minut meget lang tid, og i næsten alle tilfælde vil DX-stationen være flyttet videre. Hvorfor gør de sådan noget? – Det er for at give dig bedre odds for at komme i loggen.

    Hvis alle kaldte på samme frekvens, ville det hele ende i hvid støj og spildte kræfter. Det er din opgave at lure strategien.

    Hvis det viser sig at FT5XX kørere en station på 14,207.5, den næste på 14,208.0, den næste på 14,208.5 – mon så ikke det var smart at følge dette mønster? Man kan sagtens vælge at blive på 14,205.0 eller 14,210.0, og blog kalde dér, men det er atter et spørgsmål om at veje situationen – hvad gør FT5XX nu? – lyt, lyt og lyt lidt til.

     

    6. Vær rettidig

    – at køre DX er som at lave komik (men undgå nu at blive ufrivilligt morsom) – det hele ligger i timingen. Et opkald skal falde prompte og præcist. I det øjeblik der er blevet sagt ”QRZ?”, kalder du op med hele dit kaldesignal – én, og kun én gang. Skyd først, spørg bagefter – men husk at tage ordentligt sigte! Det nytter ikke at vente flere sekunder med at kalde, det skal ske øjeblikkeligt, på den rigtige frekvens, ellers har FT5XX med garanti allerede hørt noget af en anden kaldende stations kaldesignal, og vil med garanti hænge i med dette.

     

    Det kan ske, der er situationer, der kræver et opkald hvor du siger dit kaldesignal flere gange. Dette kan være acceptabelt, men her må du som operatør veje situationen – lyt til DX-stationen, er vedkommende begynder eller øvet? Det kan somme tider betale sig at kalde én gang, lytte i et par sekunder, og så kalde én gang mere – men vær varsom med det. Husk at den tid, du sender, er tabt tid – du kan nemlig ikke høre hvad der foregår på båndet imens du kalder, og derfor bør man lytte til pile-up’en samtidigt – tager den pludselig af? Så er der nok en QSO i gang – og det er ikke med dig.

    Men, det giver dig en unik mulighed for at finde ud af hvad der sker! Skynd dig at lytte i split-vinduet. Hvor kører FT5XX den station? Skal du så kalde lidt højere oppe, lidt længere nede eller nøjagtigt på den frekvens? Det skal du finde ud af ved at lytte på trafikken, og så træffe et valg.  

     

    7. Når du kommer igennem, så gør det kort

    – gentag ikke dit kaldesignal, hvis DX-stationen allerede har læst det korrekt. Alt for mange operatører vælger, til trods for at DX-station har bekræftet deres hele og fulde kaldesignal, at gentage det. Hvis FT5XX kalder dig: ”Oscar Zulu Seven Alpha Mike, you’re five-nine” – så skal dit svar lyde: ”Roger, five-nine thank you” – aldrig ”Yes good morning this is Oscar Zulu Seven Alpha Mike, you are five-nine five-nine”.

    Et sådant svar kan bringe DX-stationen i tvivl om hvorvidt han/hun har hørt dit kaldesignal forkert. Dette forlænger QSO’en unødigt, eller kan medføre, du ikke bliver logget.

    Brug kun det antal ord, der er nødvendige for klar kommunikation. Vær opmærksom på pile-up’ens natur – hvis der er fart over feltet og kunder i butikken, så følg stilen og medvirk til at flere kan komme i loggen. En DX-pedition har kun ganske lidt tid

     

    8. Brug clusteret med omtanke.

    – DX-clusteret er et skønt værktøj, når det brugesgodt og rigtigt. Stol ikke blidt på det, der skrives. Der er ingen garanti for sandhed. Man kan let blive snydt – noget kunne jo ved en fejl have spottet F5TXX som FT5XX. Her skal lyttelapperne og flødekanden i brug, for uanset om noget er spottet flere gange, kan det sagtens være forkert. Det er enormt dårlig stil at spotte en station, der allerede er spottet ti gange inden for de sidste ti minutter – overvej med dig selv, hvorfor du vil spotte den igen? Er det bare blær ”Se mig, nu kørte jeg den også” – eller har du rent faktisk noget vigtigt at sige? For mange spots er unødig datatrafik, og trækker unødig opmærksomhed.

    I den moderne verden ved alle hvor DX-stationen er, så snart denne er spottet. Undgå det, med mindre du har en ualmindelig god grund.  

     

    9. Spild ikke din tid og tab ikke modet.

    – lad os tænke os at du er sent oppe, klokken er lidt over midnat en kold februar morgen.

    Du har tændt radioen og computeren. FT5XX er spottet på 10-meter og 15-meter, men du kan ikke høre dem. Faktisk kan du ikke høre noget som helst, og alligevel er der hundreder af stationer der spotter FT5’eren med kommentarer som ”59++++++”, ”Strong sig!”, ”Good OP, vy fast”. Men du kan intet høre, og bliver måske ærgerlig over det. Fejlen er dit valg af tidspunkt. Se på de kaldesignaler der spotter FT5XX – er det ikke mest W6’er og JA’er? Husk at udbredelsesforholdene ændrer sig lige så dramatisk på den anden side af kloden, som de gør i Danmark.

     

    Det kan være en rigtig god idé at spørge en mere erfaren DX’er; hvornår er mine chancer størst? Hvis ikke vedkommende er ualmindeligt asocial, vil han/hun med glæde hjælpe dig. Men, der er også mange andre måder. G7VJR’s projekt cloblog.org, indeholder en database med millioner af QSO’er fra 1950’erne og frem. Her kan man specifikt søge på et land, og identificere den bedste time på et givent bånd. Der er også voacap.com, der kan bruges til at lære om udbredelsesforhold, så længe man husker at tage det med et gran salt – det bedste er stadig at lytte sig til erfaring.  

     

    10. Slap af og ha’ det sjovt.

    – det lyder måske banalt, men de fleste kedelige situationer på båndene opstår, når folk bliver hidsige som følge af frustration eller utålmodighed.

    Selvom du bliver kaldt for idiot af en eller anden, fordi du ikke fik trykket på split-knappen, eller ikke var opmærksom på et retningsbestemt opkald (at FT5XX kalder på stationer fra Nordamerika, uden at du har opfattet det) – så tag det roligt. Lad det være, træk vejret, og mind dig selv om, at det ikke er livet om at gøre, hvis du ikke kommer igennem lige netop nu. I DX-verdenen lønnes tålmodighed og civiliseret adfærd faktisk – og så kan du også have det godt med dig selv bagefter.

     
    Vote og Share
    Vote: 
    Average: 2.7 (321 votes)
  • Mega DXpedition Operators

    Flot flot OZ1IKY Kenneth Hemstedt - OZ's mand ude i verden - er med på honor-listen. Godt gået OZ1IKY !
    Kig her.
    Vote og Share
    Vote: 
    Average: 2.4 (254 votes)