Steen Wichmand/OZ8SW skriver i OZ fra juni 2017 i CW-hjørnet om ’Tavshedsperioder og lyttevagt i radiotelegrafi’.

Som radiotelegrafist til søs og til lands i den maritime mobile tjeneste i ca. 10 år, blev jeg trigget af historien om professionelle telegrafisters problemer med at modstå trangen til at sende prikker og andre ureglementerede udsendelser i tavshedsperioderne på nødfrekvensen 500 kHz.

Nu sidder du sikkert, kære læser, og glæder dig til nogle skrøner om mine egne oplevelser i så henseende. Men der må jeg skuffe dig. Tværtimod skrev jeg til Steen og opponerede kraftigt imod påstanden om de professionelles "ulydighed", da jeg ikke erindrer at have oplevet noget i den stil på trods af mange års intensiv lytten på 500 kHz. Jeg henviste til radiotelegrafisters pro­fes­sionalisme, det faktum at Titanic-katastrofen i 1912 var direkte skyld i, at det blev pligtigt for alle større skibe at være udstyret med radio og lignende af samme skuffe.

Steen stod fast og henviste, som han også gør i CW-hjørnet, til en artikel om emnet i bladet "Morsum Magnificat", nr. 2. Så det må jo stå til troende. Måske lider jeg af erindringsforskydning, fortrængning eller ligefrem ønsketænkning, så jeg vil opfordre dig, kære læser, hvis du har erfaringer fra lytning på 500 kHz, til at delagtiggøre os i din egen erindring om emnet.

’Morsum Magnificat’ kan downloades fra http://www.n7cfo.com/tgph/Dwnlds/mm/mm.htm; det er en guldgrube for CW-historisk interesserede og omfatter mange aspekter af anvendelse af morsetelegrafi, fx offentlig telegraftjeneste på landjorden, anvendelse ved jernbanerne, i flytrafikken osv.

Hvad er nu det?
Sad der så hærskarer af folk på skibe og kyststationer verden over og gloede ud i luften i 2x3 minutter hver time døgnet rundt, for at høre, om der en sjælden gang skulle være et skib i havsnød? Svaret er stort set: Ja.

Måske har nogle af jer lyst til at vide lidt mere om baggrunden for Steens artikel, d.v.s. hvordan var radiosikkerheden til søs organiseret, og hvordan foregik det i praksis, så her er lidt om – især – den tid, jeg var med, d.v.s. 1970erne og ’80erne.

Men først lidt historie
Anvendelsen af radio til søs (udover forsøg) tog fart op imod 1910. Den kommercielle anvendelse som en service for passagerer på længere sørejser var i 1912 langt fremme herunder med de nødvendige kystradiostationer til ekspedition af trafikken til og fra telegrafnettene på land. På et tidspunkt har man set det nyttige i at have et særligt kaldesignal til brug, når et skib akut fik brug for assistance fra andre skibe. Det blev det generelle CQ tilføjet et D for ’distress’, altså CQD.

Ved Titanic-katastrofen i 1912 var der altså radio ombord i de relativt mange passagerskibe på Nordatlanten, men der var ingen internationale bestemmelser om lyttevagt, og heller ingen søretlige regler om de handlinger, som et nødsignal på radio i vore dage vil udløse. Derfor blev Titanics nødsignaler enten ikke hørt, eller de skibe i nærheden, som hørte dem, reagerede ikke hensigtsmæssigt på dem.

Desværre skal der ofte lig på bordet, inden myndighederne tager affære. I tilfældet Titanic var der så mange lig, at der ikke var nogen vej udenom at lytte til advarende røster og forbedre sikkerheden til søs ved hjælp af først nationale regler men hurtigt internationale aftaler om en organiseret anvendelse af radio. Vi fik den internationale nødfrekvens, faste vagttider, bestemmelser om skibes radioudstyr og -bemanding osv. og kystradiostationer, som også aflyttede nødfrekvensen. Nødsignalet blev ændret til SOS (sendt som eet tegn), som er mere karakteristisk og opfanges af enhver maritim telegrafists underbevidsthed. Dertil kom il- og sikkerhedssignaler, og med den tekniske udvikling bl.a. alarmsignalerne til automatisk modtagelse.

Nødsignaler udsendt pr. radio blev ligestillet med andre typer nødsignaler fx lyd- og lyssignaler, således at der er pligt til at reagere på dem, hvis man har mulighed for at hjælpe.

Et parallelt system blev på et tidspunkt indført til radiotelefoni, som typisk anvendtes af mindre skibe.

Systemet i praksis
I CW-hjørnet citerer OZ8SW Post- og Telegrafvæsenets instruks, som bygger på radioreglementet (Radio Regulations), der er internationalt aftalt i ITU. Frekvensbåndet 405-535 kHz, almindeligt kendt som MF-telegrafi-båndet, anvendtes af telegrafipligtige skibe, der skulle have radiotelegrafist ombord. Der var en nød-, sikkerheds- og kaldefrekvens (500 kHz, tidligere kaldet ’600 m’) til anvendelse af skibe og kystradiostationer. I tilfælde af nødtrafik på 500 kHz, kunne man benytte en reservekaldefrekvens, 512 kHz. I båndet var der desuden et antal arbejdsfrekvenser for hhv. kyststationer og skibe. Opkald og svar var simplex og hørtes af alle, mens trafikafviklingen var duplex på arbejdsfrekvenserne. På 500 kHz skulle der iagttages fuldstændig tavshed i 3 minutter fra minuttallene xx15 og xx45, markeret med rødt på ur-billedet i ’CW-hjørnet’, hvor der aktivt lyttedes efter nødsignaler og nødkald. Lytningen kunne ske med højttaler.

Ikke-telegrafipligtige skibe havde MF-telefoni, som lå i et frekvensbånd omkring 2 MHz med nød-, sikkerheds- og kaldefrekvensen 2182 kHz. Hvis man benyttede 2182 skulle man iagttage tavshed i 3 minutter fra minuttal xx00 og xx30 (markeret med blåt eller grønt på stationsuret). Også her skiftede man til hver sin arbejdsfrekvens, hvis man arbejdede med en kyststation, mens skib-skib var simplex-kommunikation på dertil bestemte frekvenser.

På såvel 500 som 2182 (udtales ’enogtyvetoogfirs’, som regel med udeladelse af 'kilohertz') skulle al sending til hver en tid ophøre, når der modtoges nødsignaler, nødkald eller foregik nødtrafik. Nødtrafik var al radiotrafik på nødfrekvenserne i forbindelse med et fartøjs nødsituation, og nødfrekvenserne – som altså også var kaldefrekvenser – kunne være optaget i timevis. Der var altid en station, der var leder af nødtrafikken. Dette kunne i begyndelsen af en situation være det nødstedte skib, men hvis situationen udviklede sig uheldigt, blev ledelsen overtaget af en anden station, ofte en kyststation, hvis en sådan var indenfor rækkevidde. Når situationen var stabiliseret, frigav den ledende station nødfrekvensen til almindelig trafik.

Der var i øvrigt andre nødfrekvenser til maritim brug: I kystnære områder, hvor relativt kort rækkevidde er tilstrækkelig, benyttes VHF-telefoni, der ligger i et bånd lige over radioamatørernes 2 m-bånd. Nød- og kaldefrekvensen er her kanal 16 (156,8 MHz simplex), men der er ingen krav om tavshedsperioder. I tilfælde af nødtrafik skal man dog overholde tavshed. På HF var der nødfrekvenser i flere frekvensbånd til maritim brug. Disse var til brug i forbindelse med fly og redningsbådsstationer og omkring ækvator, hvor der er kraftig QRN i MF-båndene, især om natten.

Baggrunden for tavshedsperioderne var, at der var meget andet end nødrelateret kommunikation på såvel 500 som 2182 kHz. Nødsituationer var ikke dagligdag, men forekom dog oftere, end man umiddelbart skulle tro. Frekvenserne brugtes også til at annoncere eller udsende ilmeldinger, som var niveauet under nødtrafik, hvor der ikke var overhængende fare for (flere) menneskeliv eller tab af skibet. Desuden blev der annonceret navigationsvarsler, stormvarsler m.m. (sikkerhedstrafik), vejrmeldinger og andet af betydning for navigationen. Men det meste var almindelig trafik såsom kyststationernes annoncering af trafik-lister, skibenes opkald til kyststationer eller andre skibe osv. Der var ofte rigtig megen trafik, og nødsignaler kunne blive sendt fra skibes batteridrevne reserveudstyr, redningsbådsstationer o.lign. med ringe effekt og primitive antenner, derfor behovet for tavshedsperioder.

I telegrafiskibe var der altid i telegrafistens vagttider en modtager åben på 500 kHz, som blev aflyttet på højttaler, hvilket muliggjorde, at telegrafisten samtidig kunne bestride andre gøremål, også i et vist omfang afvikle trafik på andre frekvenser/frekvensbånd. I almindelige skibe - langt de fleste - var radiostationens åbningstid 'H8', d.v.s. 8 timer i døgnet, som blev fordelt henover døgnet i.h.t. Instruks for radiotjenestens udførelse.

På et tidspunkt har den tekniske udvikling gjort det muligt at indføre automatisk overvågning af 500. Der blev indført et radiotelegrafisk alarmsignal, som skulle sendes før nødkaldet (SOS osv.); det bestod af 12 streger af hver 4 sekunders varighed med et sekunds mellemrum. Det skulle overholde formatet ret nøjagtigt, da det blev modtaget automatisk af en særlig modtager, som igangsatte alarmklokker i radiorummet, i styrehuset og ikke mindst på telegrafistens kammer, hvor denne voldsomme klokke (samme type, som benyttes til brandalarm o.lign.) normalt var anbragt på skoddet umiddelbart over hovedgærdet på telegrafistens køje! Om natten hastede telegrafisten så i underhylere ind i radiorummet, der kun lå et dørtrin væk, og skruede op for en modtager på 500 så han kunne høre det efterfølgende nødkald og nødmelding. På den måde opnåedes at 500 blev overvåget af alle større skibe i døgnets 24 timer.

De skibe, jeg har sejlet med, havde en anordning, der kunne udsende alarmsignalet automatisk; jeg har altid tænkt, at der var en grund til det, man skal nemlig have gode nerver for at kunne sende alarmsignalet korrekt i en given situation - prøv selv: Brug fantasien og forestil dig, du er ved radiostationen i et skib med slagside, bølgerne er 10 m høje og vindstyrken 10, besætningen – undtagen du og kaptajnen – er allerede på vej i både og flåder, kaffekoppen og meget andet er for længst røget på dørken, du skal på en eller anden måde holde fast på morsenøglen og dig selv og undgå at vælte med stolen, og så altså sende alarmsignalet korrekt! Ikke så nemt, vel?

Telegrafiskibe behøvede i mange år ikke at aflytte den radiotelefoniske nød- og kaldefrekvens 2182, heller ikke i tavshedsperioderne. Omkring 1980 blev det dog pligtigt at have en såkaldt (lytte-)vagt-modtager til 2182 på broen også af telegrafiskibe, sådan at vagthavende styrmand kunne høre, om der blev sendt nødsignaler på telefoni. Hvis relevant kunne styrmanden orientere telegrafisten. Hvis lyden var slået fra, blev den automatisk slået til, når der modtoges et alarmsignal. Det radiotelefoniske alarmsignal skulle sendes før selve nødkaldet (Mayday osv.) og bestod af to skiftende toner af - så vidt jeg husker - 1/4 sekunds varighed hver, som skulle sendes i eet minut, altså didydidydidy osv., hvilket hørtes meget tydeligt, da al anden trafik var telefoni, altså snak. Når alle stationer så stoppede deres sending, kunne selve nødkaldet høres tydeligt.

Jeg vil påstå, at der var total tavshed, bortset fra nødkald og nødtrafik, på 500 i tavsheds­perioderne. Den samme respekt var imidlertid langt fra tilstede på 2182. Det skyldtes, at radiotelefonister til søs ikke er professionelle kommunikatører, det er styrmænd og andre, som har andre primære arbejdsområder, radioarbejdet er blot noget, der skal overstås. Dermed er ikke sagt, at der ikke var stille i tavshedsperioderne, men det skete ofte, at en eller anden glemte at kigge på uret inden kalden. Især om natten, hvor 2 MHz udbreder sig som kortbølge, kunne det være svært at få ørenlyd på 2182, og så var det fristende at kalde, når der var gået 2 3/4 minut af de 3, der skulle være tavshed.

Et andet særkende ved 2182 var den ofte - også udenfor tavshedsperioderne - benyttede metode til at skaffe ørenlyd ved at udsende 2-3 sekunder af det radiotelefoniske alarmsignal; det fik alle til at indstille sendingen, og så kunne synderen komme med sit opkald og være sikker på at blive hørt.

Ovenstående hører måske til på nostalgisiderne men er jo en reaktion på en artikel i CW-hjørnet. Igen håber jeg, tidligere maritime kolleger vil delagtiggøre os i egne oplevelser.
Vy 73 de Peter/OZ1LBG

Afstemning

Total votes: 272

Din gode positive kommentar

Fint og flot
Fin og flot gennemgang af emnet, så fik jeg også lært lidt mere.

Desværre fik jeg jo aldrig mit civile rtg-certifikat, så mit kendskab til den civile/maritime radiotrafik kan ligge på et mindre sted, men er nu blevet udvidet lidt smiley.

Der hvor jeg arbejdede havde vi også "tavshedsperioder", men de var som regel af længere varighed end 2x3 minutter/time, men det er noget helt andet.

Tak for info.

PS: Hvor er billedet fra?

73 Verner // OZ9XU

Mere gammel telegrafi
I 1972 var jeg tjenstligt på et besøg til Los Angeles, og min vært W6ATC hev mig med til et lokalt ham meeting. Det var mest old-timere, menén af dem,  Barry,  blev pga til mit nærvær bedt om at fortælle om sin rolle i Titanic's forlis d. 15/4-1912: Barry og hans ven Dave var studerende, og tjente til livet med arbejde på den kommercielle kystradiostation i Brooklyn det forår. Det var et nemt job, trafikmængden var meget behersket den gang, så de kunne læse på jobbet. De var to på vagt, men skiftedes til at lytte i 4 timer. Om aftenen d. 15/4 havde Dave lyttevagten, og Barry sov. Hen på aftenen råbte Dave, der ikke kunne ret meget morse,   til Barry om at komme og hjælpe ham, der var trafik han ikke forstod.. Barry hørte så SOS fra, Titanic (MUC), men signalerne fra tættere liggende dampere overdøvede deres svar, så fik de ingen kontakt med Titanic. Med Barry kunne følge med i radiotrafikken omkring Titanic's forlis, og rapporterede naturligvis til pressen.

De to ungersvende har vi hørt meget mere til sidenhen. Dave hed David Sarnoff, og blev bestyrelsesformand for Radio Corporation of America (RCA). Barry hed Goldwaater til efternavn, og blev senator i Washington. - Men det var sjovt at høre historien fra hestens egen mund!

 

girogiro

Mere gammel telegrafi
I 1972 var jeg tjenstligt på et  besøg til Los Angeles, og min vært W6ATC hev mig med til et lokalt ham meeting. Det var mest old-timere, men én af dem,  Barry,  blev pga til mit nærvær bedt om at fortælle om sin rolle i Titanic's forlis d. 15/4-1912: Barry og hans ven Dave var studerende, og tjente til livet med arbejde på den kommercielle kystradiostation i Brooklyn det forår. Det var et nemt job, trafikmængden var meget behersket den gang, så de kunne læse på jobbet. De var to på vagt, men skiftedes til at lytte i 4 timer. Om aftenen d. 15/4 havde Dave lyttevagten, og Barry sov. Hen på aftenen råbte Dave, der ikke kunne ret meget morse,   til Barry om at komme og hjælpe ham, der var trafik han ikke forstod.. Barry hørte så SOS fra, Titanic (MUC), men signalerne fra tættere liggende dampere overdøvede deres svar, så fik de ingen kontakt med Titanic. Med Barry kunne følge med i radiotrafikken omkring Titanic's forlis, og rapporterede naturligvis til pressen.

De to ungersvende har vi hørt meget mere til sidenhen. Dave hed David Sarnoff, og blev bestyrelsesformand for Radio Corporation of America (RCA). Barry hed Goldwaater til efternavn, og blev senator i Washington. - Men det var sjovt at høre historien fra hestens egen mund!

 

girogiro

Tak for en spændende
Tak for en spændende gennemgang !
Mere af den slags - og gerne med flere fotos.
mvh
søren/oz4zat
 

glemmer du - så husker nettet
ord for ord
For retten til såvel dårlige og negative ytringer som ditto gode og positive.

Billedet
er en skibsstation anno ca. 1975. Skibet er ØK's Cedrela/OWNI, en bulkcarier specialindrettet for transport af logs (træstammer). Nogle læsere vil muligvis undre sig lidt over radiogrejet; det ligner jo noget Elektromekano, men er der ikke noget med farven? Jo, det er faktisk Elektromekano S1250 osv. men i Hagenuk-forklædning. Det, at Hagenuk (velrenommeret tysk foretagende) ville sælge Elektromekanos grej under eget navn, siger vel noget om kvaliteten; en efterkommer af Elektromekano er Terma, som også er helt fremme i skoene internationalt (og som vist hedder noget andet nu om dage).

Radiorummet er, som det ses, udstyret til flere formål end radioaktivitet: Helt til venstre er repræsentationsafdelingen med sofa og sofabord, som anvendtes til møder med myndighedsrepræsentanter osv. Derefter kommer den administrative afdeling med skrivebord med diverse regnemaskiner osv. og endelig radiostationen. Skibet var japanskbygget, derfor er alle elektriske indretninger grønne i forskellige nuancer; det gjaldt overalt i skibet.

Skrivebordslampen er med et lysstofrør, men der var ingen glimtænder, så knappen skulle holdes inde, til røret lyste rigtigt op. Oppe til højre ses et ur, det viser skibets lokaltid og var koblet til et centralur. Hjemmesidesystemet har deværre klippet stationsuret af, det sad lidt til højre for lokaluret. Interessant ved det i relation til min artikel var, at der kun var angivet tavshedsperioderne for MF-telegrafi, og altså ikke for MF-telefoni. Det viser noget om, hvor adskilt de to systemer var i praksis. Det var naturligvis uholdbart, at det kun var enten telegrafiskibe eller telefoniskibe, der hørte et nødsignal osv. Det blev der efterhånden blødet op på, sådan som jeg beskriver.

Vy 73 de Peter/OZ1LBG
Telegrafisters karriere
Tak for inputtet om telegrafisterne, som overhørte nødkorrespondancen i forbindelse med Titanics forlis. Ret fantastisk at have mødt nogen af dem. Interessant er det også, at der findes radiotelegrafister mange steder i samfundet, hvor de udnyttet de kompetencer, de har tilegnet sig i tjenesten til søs og til lands. Barry Goldwater, husker jeg da, optrådte ofte i den danske dagspresse.

Vy 73 de Peter/OZ1LBG
Fotos
Jeg ville gerne have haft flere fotos. Dette og et par andre har jeg scannet fra dias. Resten af billederne fra min tid til søs og på Lyngby Radio ligger desværre i et kælderrum, som er totalt stoppet, fordi vi er ved at bygge om i de andre kælderrum.Så de må vente. Men her er et billede fra mit første skib, Lalandia/OUWG, ØK 1973. Det viser en 1250-station i de normale Elektromekano-farver:
Lalandia radiorum.jpg

For billeder af ØK-skibe kan jeg henvise til kollega Jesper Jansens website:
http://www.jesperjansen.net/Skib..., hvoraf jeg selv har sejlet med flere, og radiostationer:
http://www.jesperjansen.net/Radi..., hvoraf jeg også har haft mit daglige arbejde med flere, og i øvrigt havde ØK en standardindretning af radiorummene, så de ligner hinanden til forveksling. Bemærk - et stykke nede på siden - den store grønne (japanske) radiokonsol fra JRC (Japan Radio Corp.); den var noget for sig, som Jesper også bemærker. Skabene til venstre indeholder auto-tuneren, som indeholdt nogle meget store spoler og relæer. Men der var ingen frekvensyntese, og altså kun de frekvenser, man havde krystaller til; til gengæld var der på begge modtagere motor på VFO-knappen for hurtigt frekvensskift.

Vy 73 de Peter/OZ1LBG
maritime tavshedsperioder etc.; artikkel af OZ1lbg
Tak til OZ1lbg Peter for en kommentar til noget vrøvl i OZ og hans fremragende 
beretning.

Da jeg så 8SW`s vrøvl i OZ rystede jeg på hovedet og tænkte at sådan noget  burde 
imødegås---. Men jeg gad altså ikke involvere mig--.  Men Peter´s beretning
og sobre fremstilling fortjener nu lige et par ord.

Min baggrund på det omhandlede område er denne:  Nogle få år som søfarende
radiotelegrafist sammen med nogle årtiers arbejde med udvikling og konstruktion
af maritimt radioudstyr: Skibsmodtagere, autoalarm til 500 kHz, modtagere til 
redningsbådsudstyr, en telegrafi- og SSB kortbølgesender, tegngivere til
telegrafi og telefoni ( den sidste slags har Peter sikkert hørt omtalt som
"kanariefugl" )

Skal jeg lige vende tilbage til sagens kerne: Jeg har som sagt aldrig oplevet
nogen søfarende telegrafist lave noget som beskrevet af 8SW. Min eneste
oplevelse har været at en lidt ivrig telegrafist begyndte på et opkald henimod
slutningen af tavshedsperioden, hvilket kunne få en kyststation til at sende
et formanende "SP" (stod for "silince period").

Jeg har ingen ide omkring 8SW´s påståede kilde til det omtalte nonsens.
Men nu kommer en beretning om skøre handlinger jo sjældent ud af 
ingenting. Så nu et lille forslag til hvordan noget kunne have sket:
Nogle unge overivrige eller måske overrislede amerikanere på skibe
måske på den amerikanske østkyst kunne have været grebet af en
Trumpsk lyst til at manifestere sig--..

TU SU
-8NJ Niels+
 
Tak for dit indspark, Niels
- måske er min hukommelse ikke helt så dårlig alligevel, hi.
Sjovt at tænke på, at du har været med til at lave det grej, som jeg har benyttet til søs og faktisk også til lands.

Vy 73 de Peter/OZ1LBG